Tandrevner - om risikotænder, uforklarlige smerter og usynlige revner
i tanden
Mange mennesker er ikke klar over, at de går rundt med en eller flere
risikotænder, der har usynlige tandrevner helt ind til tandbenet. Symptomet
er ofte varme/kulde følsomhed eller tandsmerter der kommer og går. Det
kan også være svært lokalisere problemet, fordi man instinktivt vil
forsøge at skåne ømme tænder, når der tygges, ligesom man i reglen ikke
altid med sikkerhed kan udpege, hvilken tand smerten kommer fra.
Usynlig på røntgenbilleder
Hos tandlægen kan røntgenbilleder heller ikke afsløre en risikotand.
Billedet vil blot vise en rask og som oftest behandlet tand. Revner
i tænderne kommer nemlig der, hvor tanden er svagest og en tand, som
er blevet behandlet efter caries er svækket. Populært sagt: Jo større
fyldningen er, desto lettere kommer der en revne i den svageste del
af tanden, nemlig i bunden af de dybe riller på tyggefladen. Det vil
også være tilfældet, hvis revnen sidder i en rask tand uden fyldninger.
En såkaldt bidprøve kan ofte afsløre, hvilken tand, der er revner i.
Men endelig vished kræver, at den gamle fyldning i en mistænkt tand
bliver fjernet.
Ældre tænderne kan også revne
Tænder kan revne af flere årsager end efter fyldninger. Tænderne bliver
svagere med årene efterhånden som de slides af tyggearbejde, ligesom
nogle eksempelvis også belaster deres tænder ved at skære tænder mens
de sover. Begge dele kan give små usynlige revner i tænderne.
Risikotænder kan flække
Det lyder umiddelbart ikke "så farligt" med en revne i en
tand. Men en risikotand med revner kan flække. Er der kun en lille del
af tanden, der brækker af på tværs, vil det ofte være muligt at bygge
den op igen. Men flækker tanden på langs, må tandlægen trække den ud.
Er det kommet dertil, at tanden begynder at gøre ondt, er der ingen
vej uden om et indgreb. Hvis revnen når helt ind til nerven, kan det
blive nødvendigt med en rodbehandling, så prisen for at være "tapper"
og holde ud kan blive høj.
Tandrevner lapper ikke sig selv
En risikotand kan ikke reparere sig selv. Så når tandlægen har konstateret
en tandrevne, handler det om at få tanden stabiliseret, så revnen ikke
bliver større. Drejer det sig om en tand, hvor der tidligere kun har
været en mindre fyldning, kan den måske limes sammen og stabiliseres
med en plastfyldning, samtidig med at tyggefladen slibes ned, så den
svage del af tanden ikke belastes for hårdt.
Ofte nødvendigt med en tandkrone
Er der derimod tale om en tand med en stor fyldning - eller er det en
tand, der belastes kraftigt - kan det ofte være nødvendigt med en guldkrone
eller en krone af porcelæn. "Hele" tænder med revner vil næsten altid
kræve kronebehandling, fordi revnerne så oftest går lodret ned i tanden.
Læs mere om tandkroner / guldkroner
her >.
En plastfyldning i en revnet tand er ingen garanti for en endelig
løsning, der kan senere opstå et behov for at sætte en krone på tanden.
Det kan også senere vise sig, at den tand, tandlægen i første omgang
vurderede kunne klare sig uden en rodbehandling, får behov for netop
den behandling. Tal med din tandlæge om eventuelle risikotænder. Læs
mere om rodbehandling her >.
Tilbage
til Pleje og behandlinger.
|